Glædelig nyhed - et barn skal hjemgives.

Glædelig nyhed - et barn skal hjemgives. Når man beskæftiger sig indgående med sager om anbringelse, og kæmper for retssikkerheden på området kan man ofte blive mødt med en følelse af håbløshed i forhold til de mange afgørelser i anbringelsessager, som (i mine øjne) alt for ukritisk godkendes. Det er derfor vigtigt også at fortælle, når det går godt. ... Jeg har i en periode fulgt en mor i anbringelsessag, som netop har modtaget besked om hjemgivelse - det er glædeligt. Forældrene var helt almindeligt velfungerende mennesker. Faderen var dansk og moderen kom fra udlandet. De fik en sund og velskabt datter. Efter få år døde faderen efter kort tids sygdom, og moderen stod alene i Danmark med sin datter. I den voldsomme sorg (ret alene i Danmark) klarede moderen at passe sit job og sin datter. Efter yderligere et par år blev moderen pludselig ramt af en voldsom hjerneskade. Det er beskrevet i sagens akter, at datteren kunne huske moderen hviske som sine sidste ord, var "jeg elsker dig" til sin datter på vej ud til ambulancen. Moderen var hårdt ramt at hjerneskaden. Moderen var på det tidspunkt ikke i stand til at tage vare på sin datter, som blev anbragt i en plejefamilie - med samtykke. Stille og roligt fik moderen det bedre - blandt andet da hun indgik i intensive genoptræningsprogrammer. Moderen begyndte at forespørge kommunen om mulighed for hjemgivelse med støtte. Det blev blankt afvist, hvilket moderen ikke forstod. Hun oplevede, at nu var hendes datter anbragt, og så skulle der ikke ske mere i den sag - det skulle ikke ændres - selvom moderen fik det bedre. Moderen begyndte at være skeptisk i forhold til kommunens håndtering af sagen. Plejefamilien begynde at berette om reaktioner hos barnet efter samvær. Samværet blev reduceret. Til sidst valgte moderen at trække sit samtykke til anbringelse. Kommunen forsøgte ihærdigt at få moderen til igen at give samtykke, da de mente at anbringelsen ville vare barndommen ud eller i hvert fald mange år endnu, og datteren havde det jo godt im plejefamilien. Sagen kom I børn og ungeudvalget. Udvalget lyttede på moderens historie. Genbehandlingsfristen blev sat til en kort periode i overensstemmelse med moderens påstand, således at der kunne blive lavet en forældrekompetance-undersøgelse. Resultatet af undersøgelsen er, at moderen kan drage tilstrækkelig omsorg for sin datter. Vi skal ikke igen i Børn og ungeudvalget, da datteren kommer hjem igen. Det lykkedes kun fordi moderen havde en meget stærk vilje. Hun kæmpede ihærdigt for at udvikle og genoptræne sig - hun lyttede på sig selv og troede på at hun kunne (uanset at kommunen prøvede at overtale hende til noget andet). Virkelig godt kæmpet af moderen. Thorbjørn Thomsen, adv.