Mærkelige forløb i børnesager…
Jeg har som advokat beskæftiget mig med anbringelsessager efterhånden i en del. Desværre må jeg indrømme, at jeg er er dybt forundret over anbringelsesområdet – i nogle sager virker det ret tilfældigt, hvad der bliver børnenes skæbne.
Jeg vil gerne fortælle kort om en række sager, som jeg deltaget i år, og hvor jeg er noget forundret over forløbet.
1.
Et børn og -ungeudvalg godkender ”videreført anbringelse”. Ankestyrelsen sætter en almindelig genbehandlingsfrist på 2 år. Nu har sagen så netop været i retten, og retten vælger at sætte en kort genbehandlingsfrist.
(det er samme oplysninger hele vejen igennem – hvordan kan der være så stor forskel)
2.
Forældre presses massivt for at give samtykke til anbringelse. Et enstemmigt børn og -ungeudvalgt godkender en anbringelse. Ankestyrelsen ophæver afgørelsen - mener der ikke er et anbringelsesgrundlag.
(Min klient er meget glad, men hvorfor vurderede 2 børnesagkyndige i børn – og -ungevalget, at der skulle være en anbringelse?)
3.
En mor har gennem lang tid kæmpet for at få en ny FKU. Hun får endeligt en ny undersøgelse, som peger på at hun har et klart udviklingspotentiale.
Børn og -ungeudvalget vil ikke nedsætte genbehandlingsfristen under henvisning til at FKU ikke er lavet korrekt – undersøgelsen har ikke de rigtige tests. Kommunens egen psykolog eller socialrådgiveren har ikke fundet grundlag for at kritisere rapporten, og nu kan forælderen ikke få lavet en ny FKU.
(hvorfor er psykologer nogle gange uenige, og så står en forælder i en fastlåst situation)
4.
Børn og -ungeudvalget, AKS og Byretten godkender alle blankt, at et barn skal være anbragt, selvom det påpeges, at barnet mistrives. Der kommer en ny sagsbehandler på sagen, som vi kommer i dialog med. Socialrådgiveren er enig i mistrivslen og barnet hjemgives?
(Hvordan kunne så mange tidligere instanser overse det).
5.
En mor presses for samtykke til anbringelse. Hun oplyser bl.a. i Børn og -ungeudvalget, at hun har manglet hjælp. Børn og -ungeudvalgets flertal er enige, og en anbringelsen undgås. Efterfølgende har kommunen helt afsluttet sagen. Moderen er lykkelig, men mangler stadig hjælpen.
(dvs. kommunen er gået fra massiv bekymring til reelt ingen bekymring?)
--
Jeg må indrømme, at jeg alt for ofte støder ind i sager, hvor fagpersoner har forskellige holdninger, psykologer vurderer sagen forskelligt, klageinstanser godkender blankt problematiske sager (med efterfølgende hjemgivelse).
Thorbjørn Thomsen, advokat.