Genbehandlingsfrister –hvad er det egentlig??
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at genbehandlingsfristen er fristen for DET SENESTE TIDSPUNKT, hvor sagen skal behandles i Børne- og Ungeudvalget igen. Der er altså intet til hindre for en tidligere hjemgivelse eller en tidligere genbehandling, hvis forholdene taler for det.
Formålet med genbehandlingsfristen er at sikre, at der løbende kigges på sagen og tages stilling til, om anbringelsesgrundlaget stadig er til stede. Med en frist for tvungen genbehandling bør det således være sikret, at ingen sager glemmes.
Ved enhver anbringelse uden samtykke, skal der tages stilling til, hvor lang genbehandlingsfristen skal være.
Hovedreglen er, at hvis det er første gang, barnet eller den unge bliver anbragt, så er genbehandlingsfristen 1 år, og hvis barnet eller den unge i forvejen har været anbragt indenfor det seneste år, så er genbehandlingsfristen 2 år.
Men der er jo aldrig en regel uden undtagelser, så der er selvfølgelig også mulighed for undtagelsesvist at forlænge genbehandlingsfristen eller forkorte genbehandlingsfristen.
Forlængelse af genbehandlingsfristen kan ske hvis ”…de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare udover fristen.”
Det er min opfattelse, at Børne- og Ungeudvalgene børe være yderst tilbageholdende med at forlænge genbehandlingsfristen, da det jo aldrig må blive en undskyldning for ikke at forsøge at forbedre de pågældende forhold.
Formålet med en forlænget frist er, at skabe ro omkring barnet eller den unge. En situation, hvor det derfor kan give mening, at forlænge genbehandlingsfristen er for unge, der bliver 18 år kort tid efter, at en almindelig genbehandlingsfrist ville udløbe, OG hvor den unge selv ønsker at være anbragt.
I modsætning til forlængelse, så er der ingen bestemte betingelser i serviceloven for, hvornår man kan forkorte genbehandlingsfristen. Der er ikke nogle ”rigtige” eller ”forkerte” argumenter for en kortere genbehandlingsfrist. Det er derfor vigtigt, at alle relevante argumenter for en kortere genbehandlingsfrist bringes op under sagens behandling.
Forkortelse af genbehandlingsfristen besluttes ud fra en konkret vurdering, og selvfølgelig typisk, hvis det forventes, at problemerne, som begrunder anbringelsen, kan løses hurtigt, eller hvis der er tvivl om anbringelsesgrundlaget.
Typisk vil der være grundlag for en forkortet genbehandlingsfrist, hvis der kan påvises en stor udvikling hos forældrene eller forældrenes forhold, eller hvis der afventes et resultat af udredning af barnet- eller den unge eller en forældrekompetenceundersøgelse.
Genbehandlingsfristen regnes i øvrigt fra den seneste afgørelse, dvs. Børne- & Ungeudvalgets afgørelse, men hvis spørgsmålet om anbringelse har været anket til Ankestyrelsen og retten så bliver det fra hhv. Ankestyrelsen eller rettens afgørelse.
Er det kun genbehandlingsfristen, der er anket (og ikke anbringelsen i øvrigt) bliver fristen dog normalt beregnet fra Børne- & Ungeudvalgets afgørelse selvom Ankestyrelsen og retten sener har truffet afgørelse.
Reglerne om genbehandlingsfrister findes i servicelovens § 62.
(Der er også særregler om børn under 1 år samt videreført anbringelse, der kan påvirke genbehandlingsfristen, men det må vi tage en anden gang).
Har du spørgsmål i forbindelse med anbringelse af børn, er du meget velkommen til at kontakte os hos ADVODAN Roskilde. Vi er specialister på området og vi er altid klar til at hjælpe dig.
/Maiken Breum, advokat (L)
ADVODAN Roskilde