2 gange hjemgivelse – med en anelse blandede følelser…
Jeg har indenfor de seneste uger haft 2 sager i børn og -ungeudvalget, hvor der skete hjemgivelse.
Det er helt fantastisk, og det er altid skønt at se forældres reaktion, når børn og -ungeudvalget helt undtagelsesvist ikke følger kommunens indstilling om fortsat anbringelse.
Endeligt hjemgivelse – og så ønsker jeg virkelig bare det bedste for børnene.
--
I begge sager var der taler om genbehandling at sager om fortsat anbringelse.
I begge sager, var situationen, at de faktiske forhold i sagerne egentlig ikke havde ændret sig særligt, siden sagerne sidst blev behandlet i børn og -ungeudvalget, for hhv. 2 og 1 år siden.
Faktisk var samværet blevet sat ned i den ene sag, siden sagen sidst blev behandlet.
Der var ikke nye forældrekompetence-undersøgelser, børnepsykologiske undersøgelser, bedre samværsrapporter, nye psykiatriske undersøgelser, VISO-undersøger– eller andet væsentligt nyt.
Min umiddelbare vurdering inden udvalgsmøderne var, at det måtte formentlig blive samme resultat som sidst, da oplysningsgrundlaget var stort set det samme.
Der var ganske enkelt ikke noget, som var væsentlig mere positivt, end sidst da sagerne blev behandlet for hhv. 1 og 2 år siden.
Var det så advokaten, som kastede en masse nye fantastiske argumenter på bordet – eller på anden måde kom med en ”trylleformular”, sådan at anbringelsen ikke kunne fortsætte.
Nej, det vil jeg ikke tage æren for – grundlæggende blev samme argumenter gentaget som ved møderne for 1 og 2 år siden, hvor jeg også fandt anbringelserne forkerte. Den ene sag blev endda påklaget både Ankestyrelsen og Domstolen, som blankt godkendte anbringelsen.
Hvad var så mon afgørende?
Der var i begge sager en ny dommer og ikke de samme sagkyndige i børn og ungeudvalget, som ved den tidligere behandling af sagerne. Særligt i den ene sag, var et helt tydeligt, at dommeren havde vanskeligt ved at se, at der var dokumenteret et grundlag for anbringelse.
Netop i denne sag havde jeg et år forinden præcist indædt forsøgt at overbevise en anden dommer og udvalgsmedlemmer, om at der ikke var dokumenteret et anbringelsesgrundlag – men det var der ikke forståelse for.
Det er fantastisk med hjemgivelse – jeg er taknemmelig – men jeg har også lidt blandede følelser, da det netop afspejler en voldsom mangel på retssikkerhed og alt for høj grad af vilkårlighed.
Det er bestemt ikke første gang, at jeg oplever vilkårligheden.
Thorbjørn Thomsen
Advokat (L)
thom@advodan.dk
20864386