4 hjemgivelser. Godt for børnene. Men retssikkerhedsmæssigt et cirkus.
4 af mine klienter har på det seneste fået deres børn hjemgivet.
Det er fantastisk.
Forældrene er lykkelige. Børnene er lykkelige.
Men jeg sidder også tilbage med en meget ubehagelig konstatering:
Det virker alt for tilfældigt.
I alle 4 sager var der tale om længerevarende anbringelser.
I 2 af sagerne havde vi været igennem Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og domstolene. Uden at der blev ændret på noget som helst.
Så kom der nye sagsbehandlere på sagerne.
De samme argumenter blev fremført. De samme oplysninger blev påpeget. De samme synspunkter blev gentaget.
Men denne gang blev der lyttet.
De nye sagsbehandlere – i to forskellige kommuner – revurderede sagerne og nåede frem til, at der ikke længere var grundlag for anbringelse.
Børnene kom hjem.
Det er selvfølgelig glædeligt.
Men hvorfor skulle der et sagsbehandlerskifte til?
Hvorfor blev sagerne ikke oplyst ordentligt tidligere?
Hvorfor var klageinstanserne ikke mere kritiske over for kommunernes manglende opdatering af oplysninger?
Og hvorfor får man som advokat igen og igen det indtryk, at det forældrene fortæller, ikke bliver taget alvorligt?
I den 3. sag trak vi samtykket til anbringelsen.
Først derefter kom der fart på revurderingen. Først derefter valgte kommunen at hjemgive barnet.
Det burde ikke være nødvendigt at trække et samtykke, før en kommune for alvor forholder sig til, om grundlaget for anbringelsen stadig er til stede.
I den 4. sag havde kommunen og klageinstanserne tidligere udtalt sig meget negativt om min klient – en mors forældreevner. Der havde også været perioder med afbrudt samvær.
Efter 6-7 års kamp kom drengen hjem.
Han har det godt hjemme.
Det afgørende blev i praksis, at drengen ikke ville tilbage til opholdsstedet efter samvær. Først da blev sagen reelt revurderet.
Det er stærkt, at det lykkedes.
Men det er også dybt problematisk.
For min klare vurdering er, at der i flere af sagerne var grundlag for hjemgivelse langt tidligere.
Så hvorfor skete det ikke?
Hvorfor skulle der nye sagsbehandlere til?
Hvorfor skulle et samtykke trækkes?
Hvorfor skule et barn selv nægte at tage tilbage, før systemet reagerede?
Det her handler ikke kun om 4 gode resultater.
Det handler om børn og forældre, der måske har været adskilt længere end nødvendigt.
Det handler om retssikkerhed.
Og det handler om et system, hvor udfaldet alt for ofte afhænger af, hvem der sidder med sagen – ikke kun af sagens faktiske oplysninger.
Tak til de forældre, der ikke gav op.
Men det bør ikke kræve årelang kamp, tilfældigheder og nye øjne, før børn kan komme hjem, når grundlaget for anbringelse ikke længere er til stede.
Der er alt, alt for meget tilfældighed i børnesager.
Thorbjørn Thomsen, advokat
thom@advodan.dk