Efter akutanbringelse, afbrydelse af samvær, kort varetægtsfængsling af en forælder, hjemgives barnet nu i denne uge, efter at en retsmedicinsk undersøgelse har fastslået, at det ikke er skader påført af forældre, men formentlig skader fra fødslen, der senere blev konstateret på barnet.
Efter modtagelse af undersøgelsen har vi bedt kommunen genvurdere sagen straks uanset at genbehandlingsfristen ikke var udløbet. Det efterkom kommunen, men fastsatte en lang hjemgivelsesperiode med plan om en række yderligere undersøgelser af forældrene. Det klagede vi straks over, og så vendte forvaltningen på en tallerken -flyttede barnet fra plejefamilie til observationshjem, gik fra intet samvær til dagligt samvær og hjemgivelse på under 1 måned.
Forældrene er selvfølgelig lykkelige over sagens udvikling, men frustrerede over det forløb, de som helt almindelig familie er blevet trukket igennem.
Vi har et virkelig stærkt system, der træder i kraft, hvis babyer ses med skader, som mistænkes at stamme fra vold. Det er godt og vigtigt, men hvem beskytter barnet og familien mod overreaktion i systemet? Reelt ingen.
Sygehuses beskrivelser bliver tillagt meget stor vægt og der bliver aldrig stillet spørgsmål ved bias eller direkte fejl.
I denne sag var der fra sygehuset beskrevet skader, der ikke senere blev genfundet i den retsmedicinske undersøgelse, ligesom det ikke blev reelt vurderet, om skaderne kunne være sket ved fødslen, selvom der var dokumenteret et voldsomt fødselsforløb.
Det er min erfaring, at der ikke lyttes på forældrene og at begge forældre skæres over én kam, hvis der er mistanke imod den ene. Der ses sjældent på, om der kan være alternative forklaringer (f. eks. sygdom eller fødselsskader) og der iværksættes sjældent alternative, mindre indgribende foranstaltninger som for eksempel fælles familieanbringelse eller massiv støtte i hjemmet.
Denne sag ender lykkeligt, men det vil jo formentlig påvirke barnet hele livet, at have oplevet flere tilknytningsafbrydelser i sit første ½ leveår.
Maiken Breum
Advokat (L)