Sag med hjemgivelse (udstiller et mangelfuldt klagesystem).
Igen oplever jeg en sag med hjemgivelse - og det er fantastisk positivt, at det kan man lykkes.
Alligvel står jeg tilbage med dyb forundring og reelt lidt blandede følelser.
Sidste år godkendte Børn og ungeudvalget, Ankestyrelsen og Byretten enstemmigt, at en pige skulle være anbragt barndommen ud.
Dette blev godkendt trods, vi blandt andet fremhævede meget gode samvær, pigens ønske om hjemgivelse og vi kritiserede forældrekompetence-undersøgelsen (som er lavet af psykolog, som der er udtalt kritik af flere gange).
Det virkede i sagen som om, at klageinstanserne var totalt imune i forhold til de argumenter, som min klient og jeg fremførte.
Det oplever jeg også i mange andre sager, at fx. Byretten bare kort henviser til Ankestyrelsens begrundelse og stadfæster blankt Ankestyrelsens afgørelsen - selvom der er nogle åbenbart problematiske forhold i sagen.
Nu er der gået godt et halv år siden sagen var i Byretten - der har været efterfølgende fortsat dialog med kommunen, hvor synspunkterne fra forælderen er blev gentaget.
Nu har kommunen skiftet flere medarbejdere ud - og der er kommet nye øjne på sagen.
Nu kan datteren komme hjem - og har nu været hjemme i nogle uger, og skal blive hjemme (med kommunens accept).
Der ingen nye væsentlige oplysninger i sagen, siden sagen var i Byretten/Ankestyrelsen - de nye medarbejdere ved kommunen vurderer bare sagen anderledes. Nu er man sket ikke bekymret for forælderen længere.
Barnet BURDE klart være hjemgivet tidligere - men jeg finder det absolut skræmmende i denne sag (og mange andre), at der er en voldsom klar formodning i klagerinstanserne om, at kommunen nok har ret i deres vurdering. Det er ofte reelt umuligt for forælderen at løfte bevisbyrden for at nu kan man godt have sit barn hjemme.
Jeg oplever også en alt for lidt kritik vurdering af psykologiske undersøgelser (forældrekompetence-undersøgelser).
Fantastisk også med hjemgivelse i denne sag - men ærlig talt, så fatter hverken forælderen eller jeg, hvorfor Ankestyrelsen eller Byretten ikke vurderede sagen på samme måde, som de nye medarbejdere ved kommunen.
Det ord, som vel er mest rammende, er vel, at det er en klar lykkelig begivenhed - men på kafkask måde (da forløbet har været absurd, uforståeligt og skræmmende).
Forælderen har det på samme måde - lykkelig over hjemgivelsen, men også med en lyst til at historien skal frem i lyset (men forælderen er også bange for om "systemet", så vender sig mod hende og datteren igen.)
Der er alt for mange tilsvarende sager.
Advokat Thorbjørn Thomsen
thom@advodan.dk