9 årig dreng endeligt hjemgivet

9 årig dreng endeligt hjemgivet – fejlanbringelse – skal historien frem? Jeg har fulgt en familie, som fik anbragt deres søn for 1,5 år siden. Drengen blev akut-anbragt pga. oplysninger om vold. Forældrene valgte at give samtykke til anbringelse. Forældrene var ikke enige i hverken vold eller anbringelse, men følte sig presset og fik det indtryk fra kommunen, at det ville blive meget værre, hvis de ikke gav samtykke. Efter nogle måneder, blev jeg kontaktet, og jeg konstaterede at forældrene på ingen måde var enige i, at deres søn var anbragt. Hos kommunen talte de om, at der i hvert fald skulle gå ca. 4 år, før man skulle overveje hjemgivelse. I mine øjne virkede det som helt almindelige danskere, som bare var uheldige, at en kommune vurderede at de ikke var gode nok. Politiet ville ikke tiltale forældrene for vold (forældrene troede oprindeligt at de straks ville få sønnen hjem, hvis politiet ikke fandt bevis for vold – men det skete ikke). Vi trak samtykket til anbringelse! I Børn og ungeudvalget stod det i indstillingen klart, at kommunen ikke havde nogen planer om hjemgivelse de første år. Det lykkedes os at få nedsat fristen for genbehandling. En forældrekompetence-undersøgelse blev lavet – og den viste et noget andet billede end kommunens sagsbehandlere vurderede. Nu er sønnen kommet hjem. Familien er lykkelig – men også dybt forundret, da sønnen aldrig burde være blevet anbragt. Nu står spørgsmålet – skal de gå frem i medierne og fortælle historien? Det har de ind til videre valgt ikke at gøre – de ønsker ikke at deres søn skal udsættes for at hans sag omtales i skolen eller andre steder. De er også bange for at kommunen måske starter sagen igen, hvis de gør noget forkert. Familien vil nu forsøge at få undersøgt om sønnen har taget skade af anbringelsen – da vi går med tanker om at anlægge en erstatningssag. Men sikke en sag. Advokat Thorbjørn Thomsen