Principmeddelelsen fastslår, at kommunen kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, skal vaccineres, selvom forældremyndighedsindehaverne ikke ønsker, at barnet eller den unge bliver vaccineret.
Som udgangspunktet bevarer forældremyndighedsindehaverne retten til at tage stilling til en række personlige forhold om barnet eller den unge, selvom barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Dette følger af forældreansvarsloven. Når det er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen, har kommunen dog en adgang til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold. Kommunen kan om nødvendigt træffe afgørelse om undersøgelse og lægebehandling af barnet eller den unge.
Det følger af forældreansvarsloven, at der skal tages hensyn til barnets eller den unges egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Hvis barnet eller den unge, som er anbragt uden for hjemmet, har et udtrykkeligt ønske om egne personlige forhold, og forældremyndighedsindehaverne modsætter sig dette, må kommunen vurdere, om det af hensyn til formålet med anbringelsen er nødvendigt, at ønsket imødekommes.
Vaccination betragtes som en forebyggende behandling, som kommunen kan træffe afgørelse om, hvis det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Det er ikke tilstrækkeligt, at vaccinen er begrundet i en generel samfundsmæssig interesse i at forebygge smittespredning og opnå epidemikontrol samt minimere død og alvorlig sygdom i befolkningen. Afgørende er, at vaccinationen er nødvendig af hensyn til det barn eller den unge, som sagen drejer sig om, herunder barnets eller den unges trivsel, sundhed og udvikling. Det bør også inddrages, om den unge selv giver udtryk for at ønske vaccinationen. Det forudsætter, at den unge kan forstå betydningen af at blive vaccineret.
De konkrete sager
I sag nr. 1 havde kommunen truffet afgørelse om COVID-19 vaccination af et anbragt barn på syv år. Barnet havde en sjælden sygdom, der ifølge de lægelige oplysninger betød, at almindelige infektioner kunne have alvorlige konsekvenser for barnets helbred. Forældremyndighedsindehaveren ønskede, at barnet ikke blev vaccineret på grund af barnets sygdom. Ankestyrelsen fandt, at det var i overensstemmelse med hensynet til barnet og formålet med anbringelsen, at barnet blev vaccineret mod COVID-19, da formålet med anbringelsen var at sikre, at barnet blev tilbudt tilstrækkelig omsorg til at sikre sundhed, trivsel og udvikling på kort og lang sigt, samt at barnets særlige behandlingsbehov blev støttet. Henset til de lægelige oplysninger om konsekvenserne af almindelige infektioner for det pågældende barn, det forhold, at vaccinationen af børn i barnets aldersgruppe blev anbefalet af sundhedsmyndighederne, samt det forhold, at det sygehus, som barnet er tilknyttet, vurderede, at der ikke var noget til hinder for, at barnet blev vaccineret mod COVID-19, blev kommunens afgørelse stadfæstet.
I sag nr. 2 havde kommunen truffet afgørelse om COVID-19 vaccination af en anbragt ung på 15 år, som havde flere diagnoser og vanskeligheder. Den ene forældremyndighedsindehaver ønskede, at den unge ikke blev vaccineret mod COVID-19, selvom den unge selv ønskede vaccinationen. Ankestyrelsen fandt, at det var i overensstemmelse med hensynet til den unge og formålet med anbringelsen, at den unge blev vaccineret mod COVID-19. Formålet med anbringelsen var at sikre, at den unge var i de rette rammer, hvor der var mulighed for at sikre udvikling, sundhed og trivsel på en god og hensigtsmæssig måde, samt at sikre den fornødne behandling og støtte i forbindelse med den unges diagnoser og øvrige vanskeligheder. Den unges egne synspunkter blev tillagt vægt i vurderingen, det samme blev det forhold, at vaccination af den pågældende aldersgruppe blev anbefalet af sundhedsmyndighederne. På den baggrund blev kommunens afgørelse stadfæstet.
Advokat Maiken Breum