Hjemgivelse - men hvorfor er det nødvendigt at jeg beder om det?
Jeg er advokat for en forælder som i lang tid har bekymret sig for om hendes anbragte barn har det godt af at være anbragt.
Barnet vil absolut ikke være anbragt, og moderen har i lang tid oplevet, at det er gået ned ad bakke.
Moderen har mange gange påtalt overfor kommunen, at det ikke går godt med anbringelsen.
Moderen oplevede at tale for døve ører. Det havde længe være moderens holdning, at det var forkert at barnet ikke boede hjemme, men hun var også bange for at trække sit samtykke til anbringelse. Hun oplevede, at kommunen havde klart indikeret, at så ville der ske noget dårligt, hvis hun trak sit samtykke – og hun ville som forælder jo også gerne samarbejde.
Efter en grundig drøftelse med moderen trak jeg samtykket til anbringelsen.
Svaret fra kommunen var, at de revurderet situationen, og nu kommer barnet hjem.
Det er bare superJ
Det er bare ikke så super, at det ikke er sket før.
Det er bestemt ikke første gang, at jeg oplever et sådant forløb. Det er virkelig virkelig mange sager, hvor der ganske enkelt ikke er nok fokus på om barnet trives og udvikler sig positivt i anbringelsen.
Der er også for mange sager, hvor forældre giver samtykke selvom de slet ikke er enige i anbringelsen fordi kommunen har ladet dem tro, at der sker en masse negative ting, hvis de ikke erklærer sig enig i anbringelsen.
Thorbjørn Thomsen advokat (L)
thom@advodan.dk
www.tvangsanbringelse.dk